En rallykørers debut i folkerace - SJÆLLANDS AUTOSPORT, den innovative motorklub på Sjælland !

Søg
Gå til indhold

hovedmenu

En rallykørers debut i folkerace

Arkiv
 
 


Søndag d. 14/8 skulle være dagen hvor jeg for første gang kastede mig ud i et folkeraceløb.
Og puha hvilken dag det skulle vise sig at blive.

Til lejligheden var der blevet købt noget så fint ind. Jeg havde erhvervet mig et stk. fin Fiat 131, senere kendt som Taxien. Godt nok med en noget tvivlsom karosse, men med en sund og rask motor, der gerne ville fremad.
Lørdag kl. 15 drog vi 3 optimistiske gutter af sted mod Øster Klippinge på Nordfalster. Sjællands Autosport havde fået anlagt og godkendt en provisorisk bane på en stubmark hos en af de lokale bønder. Ydermere havde bonden udlånt alt sit landbrugs materiel i form af 12-15 store traktorer + diverse påhængsredskaber. Fantastisk at dette stadig kan lade sig gøre i 2011. Sjællands Autosport havde også fået Radio Sydhavsøerne til at køre radiospots i ugen op til, så der var gjort klar til et rigtig fint arrangement.

Vi ankom til Øster Klippinge kl. 17 og efter at både trailer og Hiace var blevet trukket efter traktor op til depotet, var det tid til aftensmad. Vi havde fået sponseret grillmad af Pattegrise.dk og Dall Racing v/Kim Dall var blevet inviteret med til bords. Efter lidt spareribs, frankfurter og kartoffelsalat var bunden ligesom lagt og vi kunne gå til køjs. 2 ungersvende bag i Hiace’en, en enkelt på tværs foran, og så der var ellers ro i Hiace’en.

Vækkeuret var sat til 6.30 og solen var fremme fra start. Der var træning fra kl. 8.30, og jeg var klar til at prøve Fiat’en rigtig for første gang. Men allerede på vej over til banen kom bilerne retur, trukket efter traktor. Meget bedre gik det ikke for mig. Jeg kom ned af langsiden, men måtte holde den i 1. gear hele vejen for at holde bilen i gang. Kom i gennem 1. sving, men på vej op af bakken, kunne Taxien ikke komme videre. Som langt størstedelen blev jeg bugseret tilbage til depotet af en traktor. Der var ikke meget træning over dette.
Stemningen blandt kørere og publikum var meget afventende, og på dette tidspunkt var det endnu uvist om dagen på nogen måde kunne blive gennemført. Sjællands Autosport valgte dog ikke at give op. Noget som nok mest var til ære for de stærkt fremmødte publikummer. Starten blev skrabet og der blevet strøet hø udover. Jeg var tilmeldt i kl. 2 og skulle starte i heat nr. 9. Jeg skulle starte i spor 2 på en lige række med 5 andre biler. Det var noget spændende, da vi var linet så tæt op at vores sidespejl faktisk rørte hinanden. Starten gik og spændingen skulle hurtigt vise sig at vende til en stor skuffelse. Jeg ryger nogenlunde med i starten, men da vi ryger i 2. gear dør min bil fuldstændig og vil ikke trække. Jeg smider den ned i 1. gear og må stort set holde den der resten af heatet bare for at holde bilen i gang. Jeg var dog ikke den eneste med problemer. En enkelt kører kørte simpelthen fast og måtte bugseres væk. Ikke på pga. teknisk defekt, men pga. en bane der hverken var til det ene eller andet. Jeg vil tro jeg maks. har været oppe 50 km/t og vinderen af heatet havde vel kørt maks. 70 km/t.
Meget med motorløb havde det i hvert fald ikke at gøre. Mit andet heat var meget lig det første. Så det sportslige fra min og Fiat’ens side var ikke noget at være stolt af. Jeg havde som rallykører håbet på at kunne give de folkeracebønder en over snuden. Det blev, i denne omgang, desværre omvendt!

Der var et enkelt heat tilbage, men da bilen begyndte at ryge efter at have kørt på begrænseren i 2 heat i træk, valgte jeg at ”udgå” med teknisk defekt og vi begyndte at pakke bil osv. sammen. Stort set samtidig blev det resterende af løbet aflyst. Banen var simpelthen ikke til at komme rundt på.

Det var som sagt en noget lunken start på min folkeracekarriere, og skal derfor absolut heller ikke blive enden på den. Jeg har stadig Taxi 131 stående i garagen, og hvem ved hvornår den bliver hevet frem igen.

Stor tak til Sjællands Autosport for et arrangement hvor ideen og manpower bestemt var tilstede, men hvor vejrguderne desværre spillede en for stor rolle, trods et meget arbejdsvilligt mandskab.

God sommer..!

Robert Nørbæk

 
Back to content | Back to main menu